Min kone Lene og mig

Lidt om mig selv

Privat:

Jeg er 57 år og født og opvokset på Hemmersvej her i Skive sammen med 3 søskende. Min far var driftsbestyrer på Skive Elværk, og min mor var sygeplejerske på Skive Sygehus. Min far døde i 1990 og min mor i 2018.

Jeg har været gift med min dejlige kone Lene i 29½ år og bor på Kastanievænget 66 i Skive. Lene har arbejdet som sygehjælper og dagplejer. Da jeg lærte Lene at kende, havde hun 2 børn, Diana (41 år) og Martin (36 år) og sammen har vi fået Daniel (29 år) og Mathias (26 år). Desuden har vi 4 børnebørn.

I fritiden dyrker jeg meget løb, gerne længere distancer. Ellers får jeg læst en del fagbøger indenfor pædagogik, psykologi, filosofi, religion, ledelse og så en masse krimier.

Uddannelse og arbejde

Jeg er uddannet elektriker i 1985 hos Kasper Jacobsen her i Skive. Jeg aftjente min værnepligt ved flyvevåbnet i Karup i 1985 og var derefter pædagogmedhjælper i Breum Børnehave til jeg startede på Pædagogseminariet i Viborg. I 1989 blev jeg uddannet fritidspædagog, og efter at have været afd. leder af fritidsklubben på H.C. Ørstedsvej i Skive, blev jeg ansat som leder af SFO’en på Dalgasskolen/Ådalskolen i Skive i 1991, og her har jeg arbejdet siden. Skolen er en fantastisk god arbejdsplads med masse af visioner og nogle rigtig gode og dygtige kollegaer, søde børn og fantastiske forældre.

Mens jeg har arbejdet som SFO-leder, har jeg taget nogle efteruddannelser: En PD i almen pædagogik, En PD i ledelse, en uddannelse som idrætslærer, en uddannelse som motorikinstruktør og en mødelederuddannelse omhandlende traumatiserede flygtningefamilier. Desuden arbejdede jeg i en årrække fra 1980-1995 som klubmedarbejder på Tambohus i ungdomsklubben.

Politisk løbebane

Min politiske løbebane startede i 1983, hvor jeg meldte mig ind i DSU og Socialdemokratiet. Jeg var lokalformand for DSU's Skive afd. i 1985 og var formand for Socialdemokraterne i Skive i 3 år i midten af 90'erne. Fra 1992-2000 sad jeg i Egeris Menighedsråd, hvilket jeg vil anbefale til andre at prøve. Det var en rigtig god tid. I 1989 prøvede jeg at komme i Skive byråd som DSU's repræsentant, men jeg manglede 10 stemmer. I 2005 prøvede jeg igen, og igen manglede jeg 10 stemmer og blev 1. suppleant. I november 2009 prøvede jeg så igen og blev valgt. Jeg kom i denne periode til at sidde i Teknik- og miljøudvalget, Sundhedsudvalget, hvor jeg var næstformand, og så fik jeg en plads i Ungdomsboligernes bestyrelse, hvor jeg blev formand. I november 2013 blev jeg genvalgt til byrådet, hvor jeg sad i Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Byudviklingsudvalget og i Skive Tekniske Skoles bestyrelse.

D. 21. november 2017 blev jeg valgt for 3. gang, og jeg er de næste 4 år valgt som formand for Sundheds-, Social og Forebyggelsesudvalget, og desuden sidde i Ældreudvalget.